En unik ø i Ægæerhavet

Forside Natur og strande Skove og træer

Skove og træer


Skovene findes i dag især på den nordlige del af øen og i visse indre dele på øen. Går man tilbage i tiden, har det meste af øen formentlig været dækket af skov. Det siges, at undergrunden skulle være god til at opsuge regnen i vinterhalvåret, således at vandet kan give liv til træer og buske i den tørre sommerperiode. Det skulle også være derfor, at der til langt hen på sommeren er vand i floderne. Men det er i øvrigt også et selvforstærkende kredsløb – dvs. at når en ø først er skovrig, tiltrækker den mere nedbør.

Kombinationen af de høje bjerge og de udbredte skove har givet indbyggerne et godt grundlag for deres ”defensive” overlevelsesstrategi med hensyn til at leve spredt og skjult i bjergene. Bjergene og skovene er indbyggernes historiske overlevelsesforudsætning.

Indimellem har der selvsagt været skovbrande. Den sidste større skovbrand fandt sted sommeren 2003 i det nordvestlige Ikaria. Den næstsidste større brand var i 1993 i Agios Kirikos området. Ved denne brand omkom 13 mennesker. Der er rejst et højt skovbrandsmonument 3 km nordvest for Agios Kirikos. Normalt vil skoven igen vokse hurtigt op, men de mange geder er i denne – og andre – forbindelser et problem, fordi de spiser de små skud. Men gederne er jo også en levevej for mange af indbyggerne, så det er en svær balance – hensynet til gedeavlerne på den ene side og hensynet til naturen, biavlerne m.fl. på den anden side.

Nedenfor er vist billeder af nogle af de mest almindelige træer på Ikaria.

 

Eg.
Eng.: Oak. Lat. Quercus.

Tidligere har der været udbredte egeskove på Ikaria, men i dag ser man mere enkeltstående træer. Midt på øen ved landsbyen Frandato er der syd for bebyggelsen Vroule (3-4 huse) stadig bevaret en samlet egeskov.

Ægte kastanje (spisekastanje).

Eng.: Sweet chestnut. Lat.: Castanea sativa.

Træet bliver op til 30 m højt.

Platan.
Eng.: Plane tree. Lat.: Platanus.
Et op til 35 m højt træ med blade, der ligner ahornblade, og med en gråbrun eller gulbrun bark, der flager af. Vokser tit nederst i kløfter, hvor der løber vand hele året eller i en del af året. Er ofte plantet på pladser – f.eks. i Rahes og Agios Dimitrios. Billedet er fra restauranten Platanos i Agios Dimitrios.

Cypres.
Eng.: Cypress tree. Lat.: Cupressus sempervirens.
Meget udbredt stedsegrønt nåletræ i det østlige Middelhavsområde. Vedet er meget stærkt og holdbart. Træet benyttes ofte som prydtræ ved klostre og i haveanlæg. Billedet viser klosteret Moni Mounde i det indre Ikaria, 3 km syd for Gialiskari.

El.
Eng.: Alder. Lat.: Alnus.

Et op til 20 m højt løvtræ, der gerne vokser på fugtige steder. Det har en mørkegrå eller sortbrun skorpebark.

Jordbærtræ.
Eng.: Greek strawberry tree. Lat.: Arbutus andrache.

Vokser som enkeltstående træer i Ikarias skove. Normalt op til 7-8 m højt. Har røde stammer med bark, der flager af.
 

Mastiktræ.
Eng.: Mastic tree. Lat. Pistacia Lentiscus.

Et typisk 3-5 m højt træ. På Chios (større ø, 60 km nord for Ikaria) udvindes – vistnok som det eneste sted i verden – mastik, som er et sødt klæbrigt stof, der bl.a. anvendes i slik, kager, likør og tandpasta. Det tappes fra stammen, hvori der indsættes et rør. Stoffet har historisk spillet en meget stor rolle for Chios.

Oliventræ.
Eng.: Olive tree. Lat.: Olea europaea.
Langsomt voksende stedsegrønt træ – typisk 4-5 m højt. Hører hjemme i kystnære områder i det østlige Middelhavsområde. Blomstrer i maj-juni. Tåler tørke, men ikke vinterkulde. Kan blive over 1000 år gammelt. På Ikaria vokser oliventræerne ofte i kløfter og på terrasser, hvor indbyggerne tidligere har boet og dyrket jorden.

Nerie.
Eng.: Oleander. Lat.: Nerium oleander.

Kaldes i Danmark også Oleander. Det er en stor busk, der især vokser langs vandløb. Den kan dog også brede sig fra kløfterne op ad bjergsiderne. Ofte er den plantet langs nyere veje. Blomsterne er fra naturens side lyserøde, men i dyrket form kan de være hvide eller mørkerøde. Rødderne er højtliggende. Alle dele af busken er giftig.

Tyrkisk fyr.
Eng.: Turkish Pine. Lat.: Pinus brutia.

Et stedsegrønt op til 50 m højt træ. Meget udbredt i det østlige Middelhavsområde og i Tyrkiet. Er på Ikaria meget almindeligt, når man kommer lidt op i bjergene på den nordlige del af øen.