Samvær og gæstfrihed
Panigiria
Indbyggernes glæde ved at være sammen kan man som turist særlig opleve ved en af de mange fester, der kaldes panigiria. Festerne holdes normalt om aftenen og natten på en festplads ved en kirke. Her samles alle aldersgrupper – både indbyggere og turister – om musikken, dansen, maden, vinen og det berigende samvær. Musikken, der for nordeuropæere kan virke ret fremmedartet, fremføres af 4-5 musikere med violin, bouzuiki, lyre og tsampouna (sækkepibe-princip). Der bruges ofte højttalere, og lydniveauet er højt.
Musikken og dansene stammer især fra Ikaria og de omkringliggende øer. Nogle er fra det græske fastland, men generelt har de et østligt præg. Børnene på Ikaria lærer musikken og dansene i skolen og får herved de komplicerede bevægelser og rytmer ind i kroppen på en måde, der er vanskelig at eftergøre senere i livet. Alligevel er indbyggerne meget positive og overbærende over for turisternes mere eller mindre vellykkede deltagelse i dansen. Men at se indbyggerne følge musikken med smukke og harmoniske bevægelser kan virkelig være betagende. Det er i øvrigt interessant, at der med hensyn til initiativ og selve dansen aldrig har været forskel på mænds og kvinders deltagelse.
Ud over berigelsen ved samværet har festerne til formål at samle penge ind til almennyttige projekter – f.eks. vedligeholdelse af kirken eller forbedring af festpladsen. Indbyggerne medbringer vin, grøntsager, gedekød m.m. som gave til fællesskabet, og bagefter køber de selv og andre disse varer.
Nedenfor ses et billede af panagiria og et af kirken Agia Sofia i Monokampi på nordkysten.
Gæstfrihed
Indbyggernes gæstfrihed omtales langt tilbage i historien. F.eks. beretter biskoppen af Samos og Ikaria i 1677, at indbyggerne på Ikaria hører til de fattigste i Ægæerhavet, men at de trods det byder fremmede velkommen til måltider og overnatning. Desuden fortæller han, at en fremmed forbipasserende normalt får den bedste soveplads, og skulle der mod sædvane være en rigtig seng, får den fremmede den. I en husstand bliver maden fordelt ligeligt mellem familiemedlemmerne og de fremmede – dog får gravide og ammende dobbelt portion.
Denne interesse for fremmede og glæde ved at tage imod og beværte dem findes efter sigende også i dag – især hos de ældre indbyggere. Noget lignende kan man opleve ved bryllupper. De er åbne for enhver, og der bliver normalt ikke sendt invitationer ud. For at det ikke skal blive alt for bekosteligt for de nygifte, er det dog velset, at man bidrager med en pengegave.
Hjælpsomhed
Glæden ved at være sammen viser sig også, når indbyggerne skal udføre praktiske opgaver og projekter. Her er det ofte tilfældet, at naboer og omkringboende uden betaling gensidigt hjælper hinanden i stedet for, at den enkelte skal udføre arbejdet alene.
Gæstfrihed under borgerkrigen
Under 2. Verdenskrig var Ikaria besat af tyskere og italienere. Indbyggerne led voldsomt, og mange døde af sult.
Efter krigen startede i 1946 en borgerkrig mellem kommunisterne og den konservative regeringshær. Kommunisterne havde en nær relation til Sovjetunionen, og de blev især støttet af Jugoslavien, Bulgarien og Albanien. Regeringshæren blev støttet af USA og Storbritannien. Borgerkrigen blev militært afsluttet i 1949.
Under borgerkrigen blev et stort antal kommunister sendt i eksil på græske øer. Over en 3-årig periode blev der sendt omkring 15.000 kommunister til Ikaria, og da indbyggertallet var omkring 12.000, var det en voldsom belastning for de i forvejen hårdt plagede indbyggere.
Indbyggerne fik at vide, at de skulle finde husly til eksilfangerne i udhuse, skure m.m., og at de i øvrigt ikke måtte pleje omgang med fangerne. Men det overholdt de ikke. De opfattede de tilkomne som fremmede – og ikke som farlige individer. Derfor gav de dem så meget mad, det var muligt, så de fleste fanger kunne overleve.
En af fangerne var den berømte græske komponist Mikis Theodorakis (1925-2021), der to gange var deporteret til Ikaria. Han berettede senere således om sit ophold:
”Mine år på Ikaria var indholdsrige, betydningsfulde og intense og vil for evigt være indprentet i min bevidsthed. Det mest ubærlige var selvfølgelig, at jeg ikke var fri, og at der altid var en skygge af frygt for dagen, der kom. Når jeg ikke desto mindre tænker på Ikaria, skyller en bølge af lys og skønhed ind over mig. Hvordan kan det være? Svaret er enkelt: det er øens skønhed kombineret med de lokales varme. De risikerede deres liv med deres generøsitet, der mere end noget andet hjalp os med at bære den vanskelige byrde. De viste ingen frygt for vores vogtere, de åbnede deres hjem og hjerter for os. De insisterede på at dele deres sparsomme ejendele. De behandlede os som brødre…
Jeg vendte tilbage til Ikaria for nogle år siden, hvor jeg dirigerede mit orkester og sang med publikum, som jeg altid gør. Men denne gang føltes det anderledes – som om jeg igen var tilbage i den livmoder, som havde givet mig livet. Denne gang var jeg i stand til at se øen med nye øjne. Den gamle ængstelighed var der ikke mere. Den gamle frygt var der ikke mere. De tidligere tiders frygt var forsvundet. Og jeg så et Ikaria, der var hundrede gange mere smukt. ”Åh, Gud!”, sagde jeg, ”hvor er det smukt!”
Ja, Ikaria er en guddommelig ø. Skabt af guderne, så deres udvalgte kunne bo der. Det er årsagen til den dybe følelse af glæde og fuldendelse, som jeg føler, hver gang jeg tænker tilbage på Ikaria.”
Mikis Theodorakis har senere udtalt, at en del af hans musik er inspireret af ikarianernes hjertelige varme og gæstfrihed.
Søgen efter en årsag
Efter tyrkernes okkupation af Ikaria i 1521 begyndte en 300-årig nedgangsperiode. Sørøverne hærgede øen endnu mere end tidligere. De havde blandt andet en base på øgruppen Fourni, der ligger 15 km sydøst for Ikaria. Indbyggertallet faldt til 2-3.000. De levede nu helt isoleret og skjult i de skovrige bjerge i små stenhuse med ét rum uden vinduer eller døre mod havet og ofte uden skorsten. Tiden var præget af en vedvarende frygt for sørøverne, og familierne var bevidste om, hvordan de skulle flygte, og hvor de skulle gemme deres få redskaber og værdigenstande, hvis sørøverne skulle dukke op.
Eksempel på lille stenhus i bjergene. Nær landsbyen Karydies.
I denne mørke periode boede næsten ingen indbyggere ved havet. I den lille by Akamatra, der ligger lidt oppe i bjergene midt på øen, boede den tyrkiske guvernør.
I 1830-erne begyndte piraternes hærgen imidlertid af aftage, flere indbyggere flyttede ned til havet, og der opstod på ny små bydannelser. Gradvist blev livet ændret, så det ikke udelukkende var en overlevelseskamp i ensomhed og frygt i skovene. Dette må have været en helt usædvanlig stor lettelse og befrielse. Nu kunne indbyggerne igen få mulighed for at være sammen – f.eks. om fester og opførelse af kirker, broer, havne og vandmøller. Det er nærliggende at slutte, at denne ret bratte forbedring af levevilkårene kan være en væsentlig årsag til indbyggernes efterfølgende store gæstfrihed og glæde ved at være sammen.
Men en sådan gennemgribende forbedring af levevilkårene er jo også sket andre steder uden en tilsvarende følgevirkning. Og forbedringen kan ikke være den eneste forklaring på, hvorfor indbyggerne bliver så gamle, selv om de i 1900-tallet har lidt så voldsomt under to verdenskrige og en borgerkrig. Derfor omtales andre faktorer under det næste menupunkt ’Levealder og sundhed’.