En unik ø i Ægæerhavet

Forside Vandreture M – Sydvest Ikaria

M – Sydvest Ikaria


Området omkring Agios Isidoros og Karkinagri.

 

Agios Isidoros er et lille kloster, der ligger 3-4 km nord-nordøst for Karkinagri. 

I den lille bog Ikaria Island – Explore and Experience er der et godt kort over området.
 

M1. Agios Isidoros – Koumaro

Koumaro er en forladt landsby, der ligger ½ km syd for Agios Isidoros. I landsbyen findes kirken Agios Panteleimonas. Det menes, at man i det 15. århundrede har anbragt spedalske her. Turen ned til Koumaro er middelsvær og går gennem et åbent klippeområde, der er svagt faldende mod syd. 

På kortet i bogen Ikaria Island – Explore and Experience ser det ud som om, der fører en selvstændig sti fra Agios Isidoros ned til Koumaro. Min erfaring er, at man fra Agios Isidoros skal gå cirka 15 minutter ad stien mod Karkinagri og derefter mod syd-sydøst på den vestlige side af en kløft. Kirken i Koumaro ligger, hvor to kløfter mødes, og lige syd for kirken er der en klippe med en spalte.

Billederne nedenfor viser kirken Agios Panteleimonas i Koumaro.
 

Download kort


M2. Agios Isidoros – Karkinagri

Denne tur er vist og omtalt på de to anbefale Ikaria-kort og i bogen Ikaria Island – Explore and Experience. Derfor har jeg ikke udarbejdet en selvstændig kortskitse for den. Indbyggerne i Karkinagri har gennem århundreder benyttet stien, når de skulle til Rahes. På grund af Karkinagris isolerede beliggenhed har indbyggerne her op gennem tiden talt et sprog, der ikke har udviklet sig så meget som i det øvrige Grækenland og således har været mere beslægtet med det sprog, man talte i det gamle Grækenland. 

Stien er middelsvær og let at følge. Den går skiftevis gennem skovområder og åbne klippeområder. Stien falder ned mod Karkinagri, og da man er på sydsiden af øen, er det bedst at gå ruten oppe fra Agios Isidoros og ned til Karkinagri. Turen tager cirka 2 timer. Fra Karkinagri kan man normalt blaffe tilbage.