En unik ø i Ægæerhavet

Forside Rejsen til Ikaria Fly Athen - Indenrigsfly Ikaria

Fly til Athen og indenrigsfly til Ikaria


Flyrejsen tager ca. 3 timer. Man er ofte nødt til at tage en overnatning i Athen for at få rejsetiderne til at passe.
SAS, Norwegian og Aegean flyver direkte fra København til Athen.
Det er også muligt at flyve fra Billund, men så er der oftest en mellemlanding.

Indenrigsfly direkte fra Athen til Ikaria med Sky Express eller Aegean.
Da priserne svinger en del, kan det betale sig at holde øje med dem på flyselskabernes hjemmesider. I højsæsonen i juli og august er billetterne betydeligt dyrere end i lavsæsonen. Flyturen tager ca. 40 minutter. Der er 1-2 forbindelser pr. dag.
Hvis man ikke ønsker at overnatte i Athen, kan det ofte lade sig gøre at gennemføre hele rejsen fra København til Ikaria på en enkelt dag, hvis man vælger at flyve til Ikaria med Sky Express. Det forudsætter i så fald, at man på udturen ankommer til Athen i løbet af formiddagen og på hjemturen flyver retur fra Athen til København om aftenen, da Sky Express flyver til og fra Ikaria om eftermiddagen.
Det er nødvendigt at beregne god tid i Athens lufthavn til flyskift - specielt på hjemturen, da Sky Express ofte er meget forsinket. Vi anbefaler at beregne mindst 3 timer til flyskift på hjemturen. Det sikreste er at benytte Aegean/Olympic på rejsen fra Ikaria til Athen.

Lufthavnen på Ikaria ligger lidt afsides på nordøst spidsen af øen, og det er nødvendigt at leje en bil eller at tage en taxa herfra, da der normalt ikke kører nogen offentlige busser på øen. Den lejede bil bør bestilles på forhånd.

Undertiden kører der en minibus fra Ikaria Holidays mellem lufthavnen og Armenistis/Nas, men det sikreste er at kontakte Ikaria Holidays på forhånd for at forhøre sig. Man kan også leje bil hos Ikaria Holidays, og den kan både leveres og afleveres i lufthavnen. Kontakt via ikaria-holidays.com.

Det er desuden muligt at flyve indenrigs fra Thessaloniki til Ikaria, men det er ret kostbart.