En unik ø i Ægæerhavet

Forside Øens historie Fra 7000 til 323 f. Kr.

Ikarias historie


Ikaria, Icarus i klassisk-antik periode, ligger på en del af den samme undersøiske bjergkæde, som forbinder Samos med Lilleasien. Havet rundt om Ikaria, Det ikariske Pelagos (pelagos = åbent hav), var af Homer kendt som et af de mest turbulente områder i Ægæerhavet. Nævnes i Iliaden (Sang 2, verselinje 145). Det ikariske hav er specielt stormfuldt i juli og august i Meltemi-sæsonen, fordi øen ligger ubeskyttet mod nord og derfor er særlig udsat for denne nordvest vind – i antikken kendt som Etesian, som betyder årlig.

Fra de ældste tider har Ikarias befolkning været udsat for ufattelige lidelser. Pirater hærgede øen med gentagne angreb lige fra oldtiden og indtil ca. 1800, og de mange skiftende brutale herskere bidrog også til indbyggernes plager.


Fra ca. 7.000 f. Kr. til 323 f. Kr.
Der er fundet nogle få genstande på øen fra neolitisk tid, men man ved meget lidt om den neolitiske periode på Ikaria ud over, at øen var beboet af pelasgere i det 7. årtusinde f. Kr. Pelasgere var betegnelsen, som en del forfattere i antikkens Hellas benyttede om befolkninger, som enten var forfædre til grækerne eller et urfolk i Hellas før grækerne. Sandsynligvis kontrollerede pelasgerne Ikaria indtil det 2. årtusinde f. Kr., hvor carianerne, et folk fra den sydvestlige del af Anatolien (nuværende Tyrkiet), fik fodfæste på øen.

Grækerne indtog det ægæiske område fra ca. 1.500 f. Kr., og omkring 1.200 f. Kr. havde de erobret de fleste af de ægæiske øer. På Ikaria er der dog ingen tegn på græsk bosættelse før meget senere. Grækerne blev muligvis afskrækkede pga. de tætte skove, mangel på havne og knaphed på agerland.

Grækere fra Milet koloniserede Ikaria i ca. 750 f. Kr. og grundlagde sandsynligvis bosættelser i Therma (antikke Therma, ikke nuværende Therma) og i Oinoe (vore dages Kampos). Formålet med disse udposter på Ikaria var at bistå milesiske skibe på deres vej nordpå til de milesiske kolonier ved Propontis (nuværende Mamarahav, mellem Sortehavet og Middelhavet).

De historiske kilder om det antikke Ikaria består af vilkårlige referencer fra antikke forfattere, såsom Thukydid, Herodot, Strabo, Pausanias m. fl., og af en håndfuld inskriptioner. Eparchides, en indfødt fra Oinoe, skrev om Ikarias historie i ca. 350 f. Kr. Man antager, at han beskrev en essens af øens historie, men hovedformålet med hans arbejde synes at have været at reklamere for den ikariske vin. Kun fragmenter af Eparchides’ historie har overlevet til i dag.
 

Artemistemplet i Nas

 

På et tidspunkt i det 6. årh. f. Kr. blev Ikaria indlemmet under Samos og blev en del af Polykrates’ sø-herredømme. I samme århundrede blev Artemistemplet bygget i Nas, ved øens nordøstlige kyst. Tilsyneladende var Nas et helligt område allerede for de førgræske indbyggere.

Nas var en vigtig havn i det ægæiske hav – sidste stop før sejladsen ud på det farlige ikariske hav. Det var et velegnet sted for søfarere at ofre til Artemis, som bl.a. var beskytter af søfolk.
(Se mere under arkæologiske steder fra antikken.)

I 400-tallet f. Kr. blev de to byer på Ikaria, Oinoe og Therma, medlemmer af det athenske søforbund. Oinoe var kendt for sin fremragende vin, Therma for de helsebringende thermalkilder. Det er beregnet, at der boede omkring 13.000 mennesker på Ikaria i 400-tallet f. Kr. Denne fremgang under det athenske søforbund fik en nedgang under Peloponneskrigen fra 431 til 404 f. Kr. To gange førte de spartanske admiraler Alkidas og Mindaros deres flåder til Ikaria. Efter krigen blev øen stadig plaget af angreb fra pirater, men forholdene bedrede sig i 387 f. Kr., da Ikaria blev medlem af det 2. athenske søforbund.