En unik ø i Ægæerhavet

Forside Øens historie 1912 til i dag

 

1912 til i dag
Øen var i en kort periode fra juli til november 1912 selvstændig med eget flag og egne frimærker. Da Balkankrigene sluttede var Ikaria i stand til at slutte sig til Grækenland i november 1912.
 

Evdilos 1912 - Billedet skal udskiftes med historisk sort/hvid billede!
 

De få måneders uafhængighed var en vanskelig tid. Indbyggerne manglede madvarer, regelmæssig transportforbindelse og postservice, og de var på nippet til at blive en del af det italienske ægæiske imperium.

Efter indlemmelsen i Grækenland var der en udtalt utilfredshed med det græske styre, som undlod at investere i udviklingen af Ikaria, som derfor forblev en af de mest tilbagestående regioner i Grækenland.

Ved Lausannefreden 1923 efter den græsk-tyrkiske krig enedes parterne om tvungen gensidig befolkningsudveksling. Under ledelse af Folkeforbundet gennemførtes en tvangsforflytning af 1,5 mio. grækere fra Tyrkiet til Grækenland, mens 350.000 tyrkere måtte rømme Grækenland. I forbindelse med tvangsforflytningen modtog Ikaria mange nye indbyggere.

Indtil 1960-erne fik Ikaria økonomisk hjælp – ikke fra Athen, men fra udvandrede øboere bosat i USA – til at bygge veje, skoler og medicinske faciliteter. Økonomien afhang i høj grad af pengeoverførsler sendt fra USA af immigranter, som begyndte at slå sig ned derovre i 1890-erne.

Under 2. Verdenskrig led Ikaria enorme tab af ejendomme og liv pga. den tyske og italienske okkupation. Der findes ikke nogen eksakte tal over hvor mange folk, der sultede, men man ved, at der alene i Karavostamo omkom over 100 personer af sult.

Efter krigen fulgte den græske borgerkrig fra 1946-49. Det græske kommunistparti blev gjort ulovligt i 1946, og tusinder af kommunister blev af den græske regering sendt i eksil på Ikaria. Øen husede over 15.000 landflygtige i denne periode, deriblandt flere kendte personer, såsom komponisten Mikis Theodorakis. En del af kommunisterne blev efter borgerkrigen boende på Ikaria, og det bevirkede, at øen op til i dag er blevet betragtet som en ”rød” ø.

Efter 1960 forbedredes livsforholdene på Ikaria, da den græske regering besluttede at investere i øens infrastruktur, og bistået af den begyndende turisme og de fortsatte pengegaver fra emigrerede øboere gik Ikaria endelig lysere tider i møde.