En unik ø i Ægæerhavet

Forside Kultur og seværdigheder Arkæologi - antikken

Arkæologiske steder fra antikken


Selv om Ikaria har været beboet fra omkring 7.000 f. Kr., er der ikke ret mange ruiner tilbage i dag. Muligvis skyldes dette, at indbyggerne gennem tiden har hentet byggematerialer fra de bygninger, som må have eksisteret. Man ved i hvert fald med sikkerhed, at kirken i Christos Raches til dels er opført af materialer fra Artemis templet i Nas.

I Agios Kirikos findes et ret nyåbnet arkæologisk museum. Det rummer fund fra arkaisk tid (ca. 600-480 f. Kr.) og fra klassisk tid (ca. 480-323 f. Kr.). Desuden vises der fund fra skibsvrag.

Nedenfor omtales de ruiner, som stadig kan beses.


Oinoe – Ikarias hovedstad i antikken
Stedet ligger i det nuværende Kampos på nordsiden af øen. Få kilometer vest for Evdilos. Det er et af de mest frugtbare steder på øen, idet det ligger i en dalsænkning, hvor der i antikken blev dyrket vin – og det bliver der fortsat i vor tid.

Oinoes historie går tilbage til ca. 750 f. Kr. Byen var øens antikke hovedstad, den var velhavende og blomstrende, kendt i hele den antikke verden for vinavl og dens forbindelse med Dionysos, vinens gud. Det antikke ord for vin var Oinas – deraf stednavnet.

I dag resterer nogle få murrester samt et nogenlunde velbevaret Odeon fra romersk tid. Det blev bygget i det 1. århundrede e. Kr., og ruinerne viser et Odeon, som har samme konstruktion som de romerske teatre – opdelt i 3 sektioner med scene, orchestra og cavea (scene, halvcirkelformet plads foran scenen og tilskuerpladser). Odeon er ikke kun blevet brugt som teater, men har desuden været anvendt som mødested for betydningsfulde civile, militære og religiøse forsamlinger. 

Nær ved ruinerne ligger øens ældste kirke, Agia Irini, og det arkæologiske museum.

Den første kirke bygget på dette sted dateres til det 6. århundrede, og den nuværende kirke er bygget i det 11. århundrede. Man kan se rester af den ældste kirke: dele af alteret, et murstykke og spredte stykker af mosaikgulvet. Oprindelig har der stået et Dionysos-tempel her, og materiale derfra har været genbrugt ved bygningen af den første kirke – fx søjlerester, som stadig kan ses ved den delvis bevarede indgangsportal.

 

 

Det lille arkæologiske museum, som ligger lige bag kirken, rummer fund tilbage fra neolitisk tid, 6-7.000 år f. Kr. Museet har sjældent åbent, og heller ikke kirken er sædvanligvis åben.

I øvrigt anbefales det arkæologiske museum i Agios Kirikos, 'Archaeological Museum of Agios Kirykos'. Dette museum rummer en større samling af genstande fra antikken. 
Ring først på +30 2275023878 for at være sikker på åbningstiderne, archaeologicalmuseums.gr/en/museum/5df34af3deca5e2d79e8c141/archaeological-museum-of-agios-kirykos


Artemistemplet i Nas
Naós er det græske ord for tempel. Stednavnet Nas er sandsynligvis en afledning af ordet naós, idet det i antikken meget besøgte tempel for Artemis var beliggende her.

Artemistemplet i Nas blev bygget i det 6. årh. f. Kr. og er (var) muligvis verdens ældste Artemistempel. Indtil midten af 1800-tallet var det ret velbevaret, men på dette tidspunkt blev det brudt ned af indbyggere fra Christos Raches, som smeltede det hele i en kalkovn og derefter benyttede materialet til bygning af kirken i Christos Raches. Derfor er der kun nogle rester af fundamentet at se i dag.

I området bag templet op ad bjergsiderne kan man finde en del antikke (men mindre) bygningsrester, hvilket antyder, at der har ligget en større bebyggelse i forbindelse med templet. Så vidt vides har dette område aldrig været udgravet af arkæologer.

I antikken kunne man sejle helt ind til templet med mindre både, som blev fortøjede langs muren – denne mur er delvis bevaret. I bugten lå en havn, og man ved fra antikke kilder, at templet har været kendt og meget søgt i antikken.
Nas er beliggende ca. 4 km sydvest for Armenistis.


Drakano

Et af de bedst bevarede eksempler på et militært vagttårn fra den hellenistiske periode er Drakano. Det blev opført på Alexander den Stores tid i det 4. årh. f. Kr. Tårnet blev anvendt til overvågning af skibe, der sejlede mellem Ikaria og Samos. Det var en del af en større befæstning, og nogle få rester af denne kan også stadig ses.

I 1827 blev tårnet beskadiget af græske flådestyrker, som skød til måls efter det.

Drakano er beliggende yderst på nordøst spidsen af øen. Man kommer til det ved at køre ad en meget dårlig grusvej nordpå fra Faros. Vejen ender, hvor en vandresti begynder, og besøgende må derefter vandre ca. 15 minutter til området.

 

Romerske bade i det antikke Therma
Beliggende nordøst for Therma, som ligger på sydøst siden af øen.

I dette område findes varme mineralske og radioaktive kilder, som har været benyttet siden antikken, idet de anses for at være helbredende.

De romerske bade i det antikke Therma blev bygget i den hellenistiske periode. I dag er nogle få murrester det eneste, der er tilbage af den blomstrende by, som var velstående takket være de mange besøgende, som kom dertil for at bade i de terapeutiske kilder.

Omkring 205 f. Kr. ramtes byen af et ødelæggende jordskælv, som førte til det antikke steds endeligt. Det siges, at man stadig kan se rester af byen under vandet ud for kysten, hvor den skred ud.

Man kommer til stedet ved at følge en sti med grønne mærker fra bagsiden af Pension Agriolykos i Therma. På stien findes en hule, som i fortiden blev brugt som skjulested i farlige situationer. Ved at følge stien til kysten kommer man til et sted, hvor det varme mineralske vand flyder ud i havet, og der er mulighed for at bade i det.

I det nuværende Therma, som ligger lidt sydvest for det antikke sted, findes flere kurbadeanstalter, hvor det er muligt mod betaling at bade i det terapeutiske varme vand.