Introduktion til Ikaria

Navnet Ikaria
Ikaria har fået sit navn efter Ikaros, der sad fanget i Knossos på Kreta sammen med sin far Daidalos, som var en berømt arkitekt og opfinder, der blandt andet havde bygget labyrinten i Knossos til kong Minos. Den eneste flugtmulighed var gennem luften, så derfor konstruerede faderen ved hjælp af grene, klæder og fjer 4 vinger, som han fastgjorde på sønnen og sig selv med bivoks. Faderen advarede sønnen mod at flyve for højt, da bivoksen så ville smelte. Flugten lykkedes, men sønnen fulgte ikke faderens gode råd. Han fløj for højt op mod solen – vingerne faldt af, og han styrtede i havet. Han døde og flød senere i land på en ø. Havet blev opkaldt efter ham – og ligeså øen. 

Det er en udbredt tolkning, at ulykken skyldtes sønnens ungdommelige kådhed, men man kan også se ulykken som en følge af sønnens manglende evne til at finde balancen mellem det jordiske og det himmelske – balancen mellem den jordvendte kundskabssøgen og den himmelvendte søgen efter skaberværkets meningsbærende kraft.

Da Alexander den Store på sit felttog mod Persien i år 333 f.Kr. nåede Den Persiske Golf, navngav han en lille ø ud for Kuwait Ikarus på grund af dens lighed med Ikaria.

I øvrigt benyttes ordet icaros i Sydamerikas regnskove som betegnelse for magiske sange.

Historien
Ikarias historie har været karakteriseret af få korte opblomstringsperioder og lange perioder, hvor indbyggerne har skjult sig i de høje og skovrige bjerge af frygt for sørøvere og andre fjender. De har således valgt en defensiv overlevelsesmetode ved at sprede sig i bjergenes uvejsomme terræn. På de fleste andre øer i Ægæerhavet valgte indbyggerne i stedet at bo i en befæstet by Chora øverst på et bjerg.
 

Det isolerede liv i stenhuse spredt ud over øen har gjort, at kultur og vaner ikke helt fulgte udviklingen i det øvrige Grækenland. Det gælder f.eks. sprog og danse – men det gælder også deres forhold til hinanden. Indbyggerne kom til at sætte stor pris på at være sammen, når der var mulighed for det. De gik gerne lange strækninger ad små stier for at mødes og feste – oftest ved en lille kirke. Det gør de fortsat i dag. I løbet af året er der et utal af fester Panigiria, hvor de spiser, drikker og spiller, og hvor de danser deres egne ikarianske folkedanse. 

Det isolerede liv bevirkede tillige, at indbyggerne indtil nyere tid var selvforsynende med fødemidler. Det har tilsyneladende været sunde fødevarer, for indbyggerne på Ikaria er de mennesker i Europa, der – på trods af fattigdom og krige – har den højeste levealder. 

Naturen
De over 1 km høje bjerge dominerer øen. Bjergene opsuger regnen, der især falder i december-marts, og det skaber grundlag for de store frodige skovområder. Det opsugede vand løber langsomt ud af bjergene, og det bevirker, at der om foråret og langt hen på sommeren stadig er vand i de små floder og i de mange laguner. Nogle områder på øen består af en barsk og nøgen natur uden træer og buske, men med kæmpestore sten ”slynget” ud over landskabet. 

I den østlige del af øen er der varme, radioaktive kilder, der siden antikken har været opfattet som helbredende. 

I bjergene findes et stort antal mærkede og umærkede vandrestier. Mange af dem er de små stier, som indbyggerne altid har anvendt for at kunne være sammen. 

Indbyggerne
Det siges, at indbyggerne på Ikaria er de mest venlige i Grækenland. Ro og hjælpsomhed karakteriserer virkelig indbyggerne – især de midaldrende og ældre. Der er ikke brug for meget politi. Det er i øvrigt let at ”tomle den” – man bliver normalt taget op af den første eller anden bil.

Overnatning og spisesteder
Der er mange gode og billige overnatnings- og spisesteder – især på nord-vest øen i kystbyerne Armenistis, Gialiskari og Nas. Her findes også nogle virkelig fine sandstrande. For nye besøgende anbefales det at vælge en af de 3 byer som udgangspunkt for opholdet. 

Turister
Kun i højsæsonen fra cirka 15. juli til 31. august er der en del turister – især grækere og italienere. Uden for højsæsonen er det let at finde overnatningsmulighed i værelser, studios eller hoteller, og prisniveauet er da meget overkommeligt – dvs. halvdelen eller en tredjedel af det danske. De bedste perioder er maj, juni, første halvdel af juli samt september. 

Det er mere besværligt at komme til Ikaria end til de fleste andre græske øer. Med færge fra Piræus tager det omkring 7 timer og fra Samos 1½ time. Der er færger 4-6 gange om ugen – nogle af dem om natten. På østsiden af øen er der en lille lufthavn, hvor fly fra Athen og Thessaloniki lander. Der er normalt et par fly fra og til Athen daglig, og flyveturen tager cirka 40 minutter. Fra lufthavnen tager turen til Armenistis cirka 1½ time i bil. Der er taxaer, men normalt ingen busser. 

Ikaria er absolut ikke et typisk turiststed – det er ikke et sted for turister, der sætter pris på turistbutikker, diskoteker og gængs underholdning. Øen er ikke et eksklusivt turiststed – ingen krydstogtskibe eller dyre lystyachter anløber Ikarias havne. Nogle førstegangsturister finder ikke øen særlig attraktiv. Andre bliver betaget af øen og den særlige stemning – den gør et stort indtryk på dem, og de vender tilbage år efter år. 

De mennesker, der som tilflyttere har bosat sig på øen, og de turister, der bliver ved med at vende tilbage til øen, beretter ofte, at de mærker en særlig udstråling, som de ikke finder tilsvarende mærkbar på andre øer.

På DRTV ligger frem til 30.9.2022 en god introduktion til Ikaria 'The wonder list' - 'Ikariaøen, hvor folk glemmer at dø'. Det er sæson 1, episode 3. Den har været vist flere gange på DR2.

Sidens formål
Denne hjemmesides formål er at inspirere de relevante mennesker til at besøge denne helt unikke ø i Ægæerhavet. Ved ”relevante” forstås turister og rejsende, der værdsætter ro, smuk natur, gode strande og en meget oprigtig og hjertelig befolkning. 

Vi har ingen kommercielle interesser i de anbefalede overnatnings- og spisesteder, og vi har ikke modtaget økonomiske bidrag til frembringelse af hjemmesiden. 

Ulla & Finn Madsen
post@arche.dk
Tlf. 29856603